Kap. 1.

Om Sandemænd.

Der skal være otte Sandemænd i hvert Herred, to i hver Fjerding. Dog maa der ikke være mere end een af noget Fællig. Hver af dem skal have Ejendom i den Fjerding, hvor han er Sandemand, og i det mindste være Fællesbryde og ikke Landbo. Ingen kan afsætte dem, medmindre de for­bryder deres Hovedlod ved at sværge falsk, eller de tager mere Hesteleje, end de skal. Dog maa ingen have baade Forlening og Sandemandshverv i samme Herred.

Kap. 2.

Hvad Sandemænd skal sværge om.

Sandemænd skal sværge om Manddrab, om Mhug, om Voldtægt mod Kvinder, om Hærværk, om Markeskel, om Saar, om Kirkegods, hvis det drejet sig om mere end en Mark Sølv, og om Frihedsberøvelse.

Kap. 3.

Hvorledes de skal sværge.

Sandemænd skal sværge paa Landstinget om Manddrab, Voldtægt mod Kvinder, om Hærværk, om Hug, og hvis en Mand med Vold bliver berøvet sin Frihed, men paa Herredstinget om Sag mod en Bonde, om Kirkegods og om Saar; om Markeskel paa det Sted, hvor den omstridte Jord ligger.

Kap. 4.

Hvorledes de skal indsættes og afsættes.

Kongens Brev skal lyse dem til at være Sandemænd paa Herredstinget i det Herred, hvor de skal være Sande-mænd, og Kongens Ombudsmand skal tage dem i Ed, og de skal sværge saaledes, naat de tages i Ed, at Gud skal hjælpe ham, saa sandt som han ikke for Gods eller paa Grund af Slægtskab eller af Partiskhed vil gøre andet i sit Sandemands­hverv end det, han ved er rettest og sandest.

Kap. 5.

Hvis de tager mere end ret Hesteleje.

Bliver Sandemænd overbevist om, at de tager mere i Hesteleje, end de har Ret til, da har de for det første forbrudt deres Hovedlod og dernæst deres Sandemandsstilling. Deres rette Hesteleje er en halv Mark Sølv til alle otte. Selv om en af dem modtager den halve Mark Sølv, skal han dele den med alle de andre. Den, der kræver Medvirkning af Sandemænd, skal give dem Hesteleje, hvad enten de sværger med ham eller imod ham eller overhovedet ikke sværger. Paa det samme Ting, hvor de skal sværge, skal de modtage deres Hesteleje med Tingsvidne. Da kommer der ikke senere Retstvist derom. Men tilbageholdes Hestelejen længere, kan der rejses Ranssag om den.

Kap. 6.

Hvornaar de skal sværge.

Paa mindre end seks Uger kan en Retssag, hvori Sande-mænd medvirker, ikke afsluttes, fordi der kræves tre Ting med en halv Maaned mellem hvert. Paa det første Ting skal man lyse sin lovlige Sag og det, man vil svare for. Da skal Tingmændene fastsætte et Ting for Parterne en halv Maaned derefter og stævne Sandemændene dertil. Paa det tredie Ting skal den ene Part da rejse Sag og den anden svare, og man skal lade Vidner bevidne, at Sandemændene er lovlig tilsagt til at sværge. Da skal der gives Dom for, at de skal sværge. Uden Dom skal de ikke sværge. Efter at Dommen er afsagt, kan de ikke undlade det, men de skal sværge om Sagen, hvis de ikke vil have deres Hovedlod forbrudt. Sandemænd og Ransnævninger maa træffe Afgørelse i de Sager, hvortil de er lovlig tilsagt, paa alle de Tider af Aaret, da der holdes Ting, for Mordere og Tyve og Ransmænd skal aldrig have Fred, fordi de (selv) ikke lader nogen i Fred.

Kap. 7.

Hvis Sandemænd er uenige.

Er Sandemændene uenige, da skal det staa fast, som de fleste udtaler, med den ene Undtagelse, at otte af de bedste og paalideligste Mænd i Bygden og Biskoppen vidner, at de har handlet mod Loven eller gjort Uret eller begge Dele. Men selv om de alle sværger det samme, og det dog er saa aabenbar Mened, at alle ved, at det var Mened, saasom hvis de sværger, at en Mand er en anden Mands Drabsmand, og han ikke var i Bygden, da den anden blev dræbt, og ikke i det Land, da kan de dog godt forbryde deres Hovedlod, for Sandheden skal altid være stærkere og kærere end Bevis ved Ed. Men hvis de fleste gode Mænd i Bygden ikke rejser Sag mod dem, og de alle sværger det samme, da skal det staa fast. Sværger nogle paa et Ting, og de andre ikke er paa Tinget, da skal de godtgøre, at de havde Forfald, at de enten ikke vidste, at der holdtes Ting, eller at de havde lovligt Forfald, da skal de sværge paa det første Ting, der holdes derefter, eller godtgøre, at de har Forfald, saaledes som før er sagt. Men sværger de ikke paa det tredie Ting, efter at de andre har svoret, har de forbrudt deres Hovedlod, hvis de var inden for Landet og ikke laa i Sygeseng.

Kap. 8.

Om Manddrab.

Bliver en Mand dræbt om Torsdagen før Middag eller en hvilken som helst Dag før Torsdag, og er der Landsting paa den første Lørdag derefter, da skal Frænderne lyse det paa dette Ting. Men bliver en Mand dræbt om Torsdagen efter Middag, da skal de vente til det andet Ting derefter.

Kap. 9.

Hvis Sagen ikke lovligt forfølges.

Forfølges Sagen ikke lovligt, og der ikke lyses i Overensstemmelse med Loven, og det rette Ting gaar over, da kan man ikke rejse Sag uden Kongens Tilladelse. Men giver Kongen ikke Tilladelse til, at Sagen rejses, da kan Sagsøgeren ikke faa mere end ret Mandebod, det er tre Gange atten Mark Penge eller fuld Værdi for saa mange Penge, eller Kønsnævn, hvis den sagsøgte nægter. Men hvis den, der skal rejse Sagen, ikke gør det paa det rette lovlige Ting og ikke faar Tilladelse af Kongen til at rejse Sagen inden Dag og Aar, da kan Kongen fastsætte Bøder for den sagsøgte, hvis han vedgaar, men nægter han, skal han forsvare sig med Kønsnævn. Men vil Sagsøgeren ikke tage mod nogen af disse Vilkaar, som er omtalt, da har Kongen Ret til at erklære den sagsøgte og hans Frænder sagesløse og fri for Tiltale i den Sag, for ingen skal føre Sag af Ondskab mod en anden Mand.

Kap. 10.

Hvis Kongen giver Tilladelse til at rejse Sag.

Giver Kongen Tilladelse til at rejse Sag, da skal den, der forfølger Sagen, lyse paa Landstinget med Kongens Brev, at han har faaet Tilladelse til at rejse Sag efter sin døde Frænde, og paa det Ting skal han bekendtgøre den dødes Banemands Navn, som om Drabet var sket i den nærmest foregaaende Uge, og derefter forfølge Sagen, saaledes som der før blev sagt om Manddrab. Men hvis nogen faar Kongens Brev med Tilladelse til at rejse Sag og gemmer det tre Ting over, da skal det ikke være ham til Nytte.

Kap. 11.

Hvilke Sandemænd, der skal medvirke.

Hvor en Mand end bliver dræbt, hvad enten det er i Købstad eller paa Landet, og hvorfra han end er, skal altid de Sandemænd sværge, som er Sandemænd der, hvor Gerningen blev gjort. Det samme gælder om alt, hvorom Sandemænd skal sværge.

Kap. 12.

Hvorledes de skal sværge.

Vil Sandemænd sværge en Mand til Bøder, skal de bede Gud hjælpe sig, saa sandt som han hævnede enten Saar eller Hug eller var nødt til at værge sit eget Liv eller sit eget Gods og derfor skal beholde sin Fred. Men vil de sværge ham fredløs, da skal de sværge, at han dræbte sagesløs Mand og derfor skal miste sin Fred. Men hvis en Drabssag bliver lyst paa Landstinget, da skal Sandemændene udfinde, hvem der er Drabsmanden, eller hvad der voldte den dræbtes Drab og Død.

Kap. 13.

Om Tegngæld.

Aftales der Mandebod hjemme, og der ikke bliver svoret iSagen (af Sandemænd), da skal Kongen have Tegngæld, det er tolv Mark Penge. Men sværges en Mand til Bøder, da tager Kongen ikke mere end Blodbøde. Men flyr han som fredløs eller dør, da skal Kongen af hans Bo have tre Mark i Blodhøde. Det samme skal han have, selv om han beholder sin Fred.

Kap. 14.

Om Afhug.

Vil Sandemænd sværge en Mand fredløs paa Grund af Afhug, da skal de sværge, at han greb en sagesløs Mand og satte ham i Stok og mishandlede ham og lige saa godt kunde have taget hans Liv som hans Lemmer og af den Grund skal miste sin Fred. Men vil de sværge ham til Bøder, da skal de sværge, at i den Kamp, hvor de mødtes, vilde han ikke tage den andens Liv eller Lemmer, men det skete ved Vaade, hvorfor han bør beholde sin Fred.

Kap. 15.

Om hvilke Afhug Sandemænd skal sværge.

Om alle Afhug, saavel hvis det drejer sig om øje som om andet, skal de sværge. Hvor der skal bødes Fjededels Mandebod for et Afhug, kan en Mand sværges fredløs derfor.

Kap. 16.

Om Voldtægt mod Kvinder.

Rejser man Sag paa Grund af en Kvinde, der er voldtaget, og vil Sandemændene sværge Gerningsmanden fredløs, da skal de sværge, at hun blev taget med Vold mod sin Vilje og taget til Spotkone, og at den, der forgreb sig paa hende, derfor skal være fredløs. Men ved de, at hun ikke blev vold­taget, da skal de sværge, at han ikke tog hende med Vold, og at det ikke var mod hendes Vilje, og at han derfor bør beholde sin Fred.

Kap. 17.

Hvis en Kvinde bliver voldtaget.

Hvis en Kvinde siger, at hun er voldtaget, saa snart hun er undsluppet Gerningsmanden og har sin Frihed, da skal hun fremføre Klage over den Vold, der er overgaaet hende, for Granderne og Grandekvinderne paa Kirkestævne og derefter paa Tinge. Da er det nok troligt, at der er over­gaaet hende Vold, og Sandemændene er da pligtige til at sværge om en saadan Sag. Men finder hun sig deri og tier, efter at det er aabenlyst og bekendt for Granderne og Grande­kvinderne, at den Mand har haft den Kvinde, eller hvis hun bliver med Barn og ikke klager før, da er det sandsynligt, at hun ikke blev voldtaget, selv om der ellers er handlet ilde med hende, og da behøver Sandemænd ikke at medvirke. Hvis der rejses Sag mod nogen for Voldtægt, og Sande-mændene sværger ham sagesløs, da er Sagsøgeren udelukket baade fra Bod og ligeledes fra (at kræve) Bevis i Lejermaalssag, fordi det større Bevis altid udelukker det mindre.

Kap. 18.

Om lønligt Samleje.

Lader en Mø - eller en anden Kvinde - nogen ligge hos sig i Løndom med sin Vilje, og det bliver bekendt, da kan hendes Frænder, selv om hun tier og ikke anklager nogen, dog rejse Sag mod den, som de vil beskylde for den Gerning, og faa enten Frændeed af ham, hvis han nægter, eller ni Marks Bøde, hvis han tilstaar, eller fælde ham ved Edsbevis eller sagsøge ham til at miste sin Mandhelg, hvis han ikke vil staa til Rette. Men efter at Frænderne een Gang har taget mod Bøde for hende, kan de ikke, hvis hun derefter skikker sig ilde og forlader den ene og tager en anden, hver Gang tage mod Bøde for hende, medmindre der bliver begaaet Vold imod hende. De, der er nærmest til at være Værge, og ikke nogen anden skal rejse disse Sager, og af den Bøde tager hun intet, fordi det skete med hendes egen Vilje, og heller ingen af hendes Slægtninge undtagen hendes rette Værge, som skulde raade for hendes Giftermaal.

Kap. 19.

Hvis en Kvinde dør paa Grund af Barnefødsel.

Dør enten en Mands Hustru eller hans Slegfred paa Grund af Barnefødsel, da skal Sandemændene ikke træffe Afgørelse om hendes Død, fordi Barnet ikke blev avlet med hende uden hendes egen Vilje.

Kap. 20.

Om Slegfreddatter.

Bliver en Mands Slegfreddatter beligget, og hun ikke er tinglyst, da maa ingen af hendes Slægt paa fædrene Side rejse Sag derfor, men de, som er nærmest paa mødrene Side og skulde raade for hendes Giftermaal, (skal gøre det). Den Søn, som en Kvinde undfanger i Løndom, faar ikke noget af den Bod, som hans Fader erlægger i Lejermaalsbøde for hans Moder.

Kap. 21.

Om Markeskel.

Er man uenige om Markeskel, da skal Sandemændene i det Herred fastsætte Skellet enten med Stok eller med Sten og derefter sværge paa det Sted, hvorom Striden drejer sig, at de har gjort Ret. Men hvis det Skel, man er uenige om, baade er Markeskel og Herredsskel, skal fire af det ene Herred og fire af det andet Herred de, der bor nærmest - træffe Afgørelse derom efter deres bedste Overbevisning og sværge, at de har gjort Ret, og derefter lyse det paa Tinge. Men er der nogen Erindring om, at der tidligere er svoret derom, og lever nogen af de Mænd, der svor, da skal der ikke sværges mere derom. Men har man ingen Erindring om, at der tid­ligere er svoret derom, og Kongen vil lade ride Markeskel, da skal det ogsaa have fuld Gyldighed, dog maa det ikke ske uden Varsel, saa det er ubekendt for nogen af dem, der er Part i Sagen. Sikrere er det dog, at Markeskellet sværges, end at det rides, for de, der bor nærmest, ved altid bedst Besked. Gaar Markeskellet saaledes, at nogle, der bor i den ene By, har købt (Jord) i den anden By, da skal de rejse Krav om, hvad de har købt, paa deres Genmæleting - det er Tinget, før der bliver svoret, eller før Kongen lader ride Markeskel - og gøre Krav paa den købte Stuf og vedgaa Markeskellet, (før der bliver svoret derom). Da skal de værge deres Køb med Kønsnævn, hvis det er mærket med Sten eller med Grøft, uanset om der sværges Markeskel andetsteds. Men rejser de ikke Krav om deres købte Stuf og ikke vedgaar Markeskellet, før det bliver svoret, da nytter det dem ikke senere at rejse Krav.

Kap. 22.

Hvis en Mand bliver fredløs.

Bliver en Mand svoret fredløs, og vil hans Modpart ikke tage mod Bøder, da skal han flygte fra Landet inden Dag og Maaned. Flygter han ikke, da kan Kongen lægge Beslag paa hans Gods, og Kongen maa ikke tage Fredkøb af ham, før han er blevet forligt med den dødes Slægt. Men flygter han fra Landet eller dør, da skal hans nærmeste Frænder bøde to Rater, men trodser han og bliver i Landet, da skal hans Frænder alligevel bøde to Rater. Den, der er nærmest paa fædrene Side, saasom Faderen eller ældste Søn eller, hvis disse ikke findes, andre Frænder, skal tage mod Bidrag af de fædrene Frænder og bøde en Rate paa den fædrene Side. Men den nærmeste paa mødrene Side saasom Broder eller andre nærmeste Frænder paa mødrene Side, hvis der ingen Broder findes, skal tage mod Bidrag af de mødrene Frænder og bøde en Rate. Men har den, der er flygtet som fredløs, to Brødre, der selv har Gods og lovligt kan staa til Ansvar derfor, da er den ældste af dem Formand i den Rate, der bødes paa den fædrene Side, og den yngste Formand i den Rate, der bødes paa den mødrene Side; men er der kun een Broder, da er han Formand i den Rate, der bødes paa fædrene Side. Men har den fredløse to Sønner, da er de nærmest til at udrede de to omtalte Rate?, dog skal den ældste udrede den Rate, der skal bødes paa den fædrene Side. Meå er der kun een Søn, da skal han udrede den Rate, der skal. bødes paa den fædrene Side, og den anden erlægges af den, der er nærmest paa den mødrene Side.

Kap. 23.

At et Kloster ikke maa modtage fredløs Mand.

Et Kloster maa ikke modtage fredløs Mand. Men hvis et Kloster tager mod en Mand, der er lovfældt af en eller anden Grund, da skal det bøde fuldt for hans Forseelse, hvis han er Munk eller Klosterbroder, eller udlevere ham, hvis han er i verdslig Klædning.

Kap. 24.

Om ejendomsløs Mand.

En ejendomsløs Mand kan man ikke tvinge til at udrede Ættebod. Den Mand er ejendomsløs, som ikke selv har Hus og Jord og ikke udreder Leding og Landeværn. Men er to Mænd uenige om, hvem af dem der er nærmest til at udrede Ættebod, da skal den, der først kræves, enten gaa ind paa at bøde den Rate eller med Kønsnævn udpege en anden af den fredløses nærmeste Frænder som nærmere end ham

Kap. 25.

Hvem der skal bøde med en anden.

Den, der er længere ude i Slægt end fjerde Mand, behøver ikke at bøde, uden han selv vil. Paa samme Maade skal, hvis Bod modtages, de, der er længere ude end fjerde Mand, ikke tage noget, medmindre Frænderne vil give dem det. Lærde Mænd og Kvinder bøder ikke og tager ikke mod Bod, hvor nær de end er i Slægt, for de maa ikke hævne sig paa nogen, og ingen maa hævne sig paa dem. Er lærde Mænd eller Kvinder den dræbtes nærmeste Arvinger, da skal de modtage en Rate som Arv og Overbod, hvis der ikke findes andre Søskende, og Frænderne to Rater.

Kap. 26.

Hvis man huser en fredløs Mand.

Den, som med sit Vidende huser en fredløs Mand efter Dag og Maaned, skal bøde tre Mark til Kongen. Nægter han, skal han værge sig med tolv Mænds Ed paa, at han ikke vidste, at Manden var fredløs, eiler paa, at han overhovedet ikke husede ham.

Kap. 27.

Hvis en Mand sværges til Bøder.

Sværges en Mand til Bøder, skal han bøde en Rate af sit eget og siden kræve Støtte af sine Frænder til de to andre. Men faar den Mand, der bliver svoret til Bøder eller aftaler Bøder, intet af Frænderne, skal han dog udrede hele den Bod, som han aftalte, eller som han blev svoret til, for det, man aftaler, det skal man udrede. Men hjælper Frænderne ham ikke, da kan han sagsøge dem, for at der kan tages Nam hos dem. Man maa ikke af Frænderne modtage Bidrag til Bod for nogen Forbrydelse, man begaar, undtagen alene for Manddrab.

Kap. 28.

Hvorledes man skal rejse Sag angaaende Hærværk,

Den,som vil rejse Sag angaaende Hærværk, skal sagsøge og stævne til Tinget og forfølge Sagen, som det er sagt om Manddrab.

Kap. 29.

Hvad der er Hærværk.

Gaar en Mand med Overlæg ind i en anden Mands Hus og bryder ind i Huset og tager enten Kvæg eller Klæder eller Vaaben eller andet Gods, som Bonden ejer, bort fra Bonden selv eller hans Tyende, som holder paa det, da er det Hærværk. Ligeledes hvis en Mand slaar eller saarer Bonden eller hans Hustru eller hans Tyende, som er i Fælliget i hans eget Hus, det er ogsaa Hærværk. Men mødes de alle i god Forstaaelse i en Bondes Gaard og senere bliver uenige, da er det ikke Hærværk, for det er da sket ved Vaade. Men binder en Mand Bonden i hans eget Hus uden hans Skyld eller tager Bondens Datter eller Bondens Kone og fører dem bort med Vold, det er ogsaa Hærværk.

Kap. 30.

Hvis en Mand rider en anden Mands Korn ned.

Rider en Mand en anden Mands Korn ned med Vold eller driver sit Kvæg derind i med Vold, det er ogsaa Hærværk. Dog kræves der Syn af gode Mænd paa næste Ting.

Kap. 31.

Hvad der forstaas ved en Mands Hus.

Hvor som helst en Mand rejser Bod enten af Tæpper eller ved Gravning eller opfører en Risbod og selv er draget derind med sine Ejendele, der kan man øve Hærværk mod ham som i hans eget Hus. Ligesaa hvis man opholder sig paa et Skib, der er ladet med Varer. Hvis en Mand lejer et eller andet Hus, er det hans eget, lige indtil Lejemaalet er udløbet.

Kap. 32.

At Landbo er sin egen Husbonde.

Landbo er sin egen Husbonde, og mod ham kan man øve Hærværk, men ikke mod Bryde, thi om det, som øves i den Gaard, hvori Bryden sidder, er det Bonden, der skal rejse Sag. Men øves der Vold mod Bryden selv eller hans Kone eller hans Børn, da kan Bryden selv rejse Sag uden om Husbonden.

Kap. 33.

Der skal være seks til at vidne om Hærværk.

Den, som vil rejse Sag om Hærværk, skal have seks gode Mænds Vidnesbyrd fra det Herred, hvori Gerningen er øvet paa det Ting, som er det lovlige Ting, og de seks skal vidne, at man har forbrudt sig saaledes imod ham, at han lovligt kan rejse Sag om Hærværk. Men brister Vidnesbyrdet for ham, da skal den sagsøgte værge sig med Kønsnævn,

Kap. 34.

Hvis en Mands Kvæg dræber en Mand.

Hvis en Mands Hest eller andet Husdyr, som man har Lov til at have, saasom Hornkvæg eller Svin eller Hund slaar en Mand ihjel, og der bliver aflagt Ed paa, at Dyret har forvoldt Mandens Død, skal Bonden, der ejede det, bøde ni Mark Penge og dog give Edsbevis paa, at han ikke vidste, at Dyret havde den Vane. Men hænder det tre Gange stadig med det samme Dyr, mens Bonden har det i sin Besiddelse, skal han bøde fulde Bøder.

Kap. 35.

Hvis man opføder vilde Dyr.

Men opføder en Mand vilde Dyr saasom Ulvehvalpe eller Bjørnehvalpe, da skal den, der opføder dem og har dem i sin Besiddelse, bøde fulde Bøder for den Fortræd, de gør. Men slipper de løs, og dræber en anden Mand dem, skal han ikke bøde derfor, men (saa længe de er) i Bondens Varetægt, maa de ikke dræbes.

Kap. 36.

Hvis en Mand faar sin Død af en livløs Ting.

Hvis en Mand drukner i en anden Mands Brønd, som vedkommende ejer alene, da skal Ejeren bøde tre Mark Penge derfor, men ejer alle Granderne den, skal der ikke bødes derfor. Det samme gælder Lergrave, Men drukner en Mand i en Mølledam eller Fiskegaard eller en anden gravet Dam, eller en Mand falder ned fra et Hus, eller et Hus falder ned over ham, da skal der ikke bødes derfor.

Kap. 37.

Hvis en Mand har Hus paa en anden Mands Jord.

Faar en Mand Hus paa en anden Mands Jord, saaledes at han er lovlig Ejer af det, og nogen bryder det Hus ned uden hans Vilje, da kan Ejeren af Huset rejse Hærværkssag, og Ejeren af Jorden skal ikke rejse Sag.

Kap. 38.

Hvis en Mand berøves noget i en anden Mands Gaard.

Bryder en Mand ind i en Bondes Hus og borttager hans Gæsts Hest eller andre Ting, der tilhører Gæsten, da kan Bonden rejse Hærværkssag for Indbrud i Huset og Gæsten Ranssag for sine Ejendele, som han har mistet. Men røver en Mand Bondens Vogn, som hans Hustru sidder i, da er det ogsaa fuldt Hærværk.

Kap. 39.

Om Nævninger.

Nævninger skal sværge om Haandran, om Boran, om Jord­ran, som nogle kalder Markran, om Vaadesgerning og om Tyveri. Disse Sager skal forfølges paa tre Ting. Paa det første Ting lyser man Ranet, og der fastsættes da et Ting for hans Modpart. Paa det andet Ting gøres det første Ting nyt, det vil sige, at to Mænd eller flere skal vidne, at det er Parternes Genmæleting, og at den sagsøgte var lovlig stævnet til at staa til Rette for Sagsøgeren, og derefter skal den, der har rejst Sagen, aflægge Ed. Paa det tredie Ting skal Nævningerne sværge den sagsøgte enten skyldig eller uskyldig i Ranet, Men vedgaar den sagsøgte, før Sagsøgeren aflægger sin Ed, (at have taget) dennes Ejendele, da skal Nævningerne ikke træffe Afgørelse derom, og Kongen skal ikke have sin Bøde, men Bonden skal dog have sin Bøde. Men den sagsøgte maa udrede det hele og præstere Edsbevis paa, at han har faaet det, han sagsøges for, ved Vaade, idet han mente, at det var hans eget, eller at han fik det med Sagsøgerens Vilje. Men brister Eds beviset for ham, skal han udlevere det, Sagsøgeren gør Krav paa, og bøde tre Mark baade til Bonden og til Kongen. Men vedgaar han ikke, før Sagsøgeren sigter ham ved sin Ed, da skal Nævningerne sværge derom, og han kan da ikke føre andet Edsbevis.

Kap. 40.

Hvis et Ran lyses og ikke forfølges.

Den, der sværger Ran paa Genmæletinget, men ikke vil forfølge Sagen med Nævninger, skal bøde tre Mark til Bonden og ligeledes til Kongen, og Nævninger skal ikke sværge i den Sag.

Kap. 41.

Hvornaar Nævninger skal sværge.

Paa tredie Ting, efter at det er lyst paa Tinge, at en Mand har begaaet Ran, eller der er rejst Sag mod en Mand for noget andet, som Nævninger skal træffe Afgørelse om, skal de dømmes til at sværge ret. Derefter skal Nævningerne raadføre sig med de bedste Mænd, der er i Herredet, om de skal sværge eller ej, eller om hvad de skal sværge, for selv om de alle sværger det samme, kan de dog forbryde deres Boslod, hvis de sværger imod de bedste og fleste Mænd i Herredet.

Kap. 42.

Hvorledes Nævningerne skal sværge.

Saaledes skal Nævningerne sværge: Gud og den hellige Bog, som jeg holder paa, hjælpe mig, saa sandt som den Mand ranede det Gods, som han er sagsøgt for, og er derfor skyldig at udlevere det og bøde tre Mark til Bonden og ligeledes til Kongen.

Kap. 43.

Om hvor meget Ranet skal beløbe sig til, for at der kan sværges.

Haandran kan være Hat eller Handske, eller hvad man holder i Haanden, som er lige saa meget værd som et Par Handsker, for det er en større Skam at blive fraranet noget paa den Maade end paa andre Maader. Ingen andre Ran, hvorom Nævninger skal sværge, maa angaa Ejendele til mindre end en halv Mark. Ejendele til en halv Mark er> hvad der er en halv Mark Penge værd.

Kap. 44.

Om Boran.

Det er Boran, hvis man gaar ind i en anden Mands Gaard og fører noget bort af hans Kvæg eller Klæder eller Vaaben eller andre Ting, som er en halv Mark Penge værd.

Kap. 45.

Om Jordran.

Det er Jordran, hvis man gaar ind i en anden Mands Fold ude paa Marken og der tager Hest eller Hornkvæg eller andre Husdyr eller Korn eller Hø eller Tømmer eller andre Ting> der er en halv Mark Penge værd.

Kap. 46.

Hvis en Mand bliver fældet i en Ranssag.

Den Mand, der bliver fældet i en Ranssag af Nævninger, er skyldig at udrede til Bonden, der fælder ham, det, han fældes for, og desuden tre Mark og det samme til Kongen.

Kap. 47.

Hvis en Mand med Vold afhøster en anden Mands Ager eller Eng.

Slaar en Mand en anden Mands Eng fra Ende til anden eller mejer en Ager fra Ende til anden saa megen Sæd eller Eng, som der er, og bringer det afhøstede bort, da kan Sagsøgeren, selv om det drejer sig om mindre end en halv Mark, dog rejse Ranssag.

Kap. 48.

Om Vaadesgerninger.

Bliver en Mand sagsøgt for Helligbrøde eller Blodsudgydelse, og han svarer, at han gjorde det af Vaade, og Nævningerne, der skal afgøre Sagen, sværger, at det er Vaadesgerning, da skal han bøde til den, han forbrød sig imod, og hverken til Kongen eller Biskoppen.

Kap. 49.

Hvor gammelt et Barn skal være, for at det kan begaa Helligbrøde.

Er et Barn mindre end femten Vintre gammelt, skal det bøde til den, det forbrød sig imod, og ikke til Kongen eller til Biskoppen, undtagen alene for Manddrab.

Kap. 50.

Hvorledes Nævninger skal indsættes.

Der skal være otte Nævninger i hvert Herred, to i hver Fjerding, og de skal være Tremarksmænd, Adelbønder og ikke Bryder eller Landboer, men saadanne, som udreder fuldt Landeværn for sig, og Bønderne skal komme til Tinget med dem paa det Ting, der er nærmest efter den tolvte Dag, og nævne for Ombudsmanden, hvem de har udtaget. Om­budsmanden skal tage dem i Ed, saaledes at de beder Gud hjælpe sig, (saa sandt som de), saa længe de er Nævninger -og i alle de Sager, hvor det bliver forlangt, at de skal sværge, og som de bør sværge i - skal sværge det retteste uden Partiskhed. Men glemmer Bønderne at udtage Nævningerne, eller vil de ikke gøre det, eller vil de ikke gøre Rede for dem over for Ombudsmanden, da maa han selv udtage Nævningerne. Men er der Uenighed inden for en Fjerding, idet nogle vil have en og andre en anden, da skal de, som de fleste har valgt, være Nævninger. Dog skal det iagttages, at saa længe der findes nogen, som ikke har været Nævning, og som er i Stand til at være sin egen Værge, da maa en, der før har været Nævning, ikke tvinges dertil. Dog hvis nogen udtages, som før har været Nævning, og han selv vil være det, da kan Ombudsmanden ikke vrage ham. Men kan han ikke selv paavise, at der er nogen i hans Fjerding, der ikke har været Nævning, efter at han selv har været det, og han ikke vil modtage Hvervet, da skal han bøde tre Mark.

Kap. 51.

Hvis en Mand ikke vil være Nævning.

Sagsøger Ombudsmanden Bonden lovligt for tre Mark, fordi han ikke vilde være Nævning, og faar dem af ham, da er Bonden ikke fri dermed, men saa ofte det forlanges, at han skal være Nævning, og han ikke vil, skal han bøde tre Mark, lige indtil han bliver saa fattig, at han ikke har tre Mark til at tjene som Sikkerhed.

Kap. 52.

At Nævninger ikke skal træffe Afgørelse den Dag, da de indsættes.

Nævninger skal ikke sværge eller træffe Afgørelse i nogen Sag paa den samme Dag, som de bliver taget i Ed, for de maa ikke have mindre end syv Nætters Frist til at finde Sandheden i det, de skal træffe Afgørelse om.

Kap. 53.

Hvis Ombudsmanden ikke vil indsætte Nævninger.

Vil Ombudsmanden hverken udtage Nævninger inden tre Ting efter det første Ting efter tolvte Dag eller lovligt sagsøge nogen, fordi han ikke vil være Nævning, da har Kongen fuld Ret til at tage hans Embede fra ham, fordi han gør Bønderne retsiøse, for enhver der sagsøges for Ran, har Krav paa at blive enten værget eller fældet paa fuldt lovlig Maade.

Kap. 54.

Hvis Nævninger er uenige.

Sværger fire et og de andre fire noget andet, da skal tre tilkaldes fra det nærmeste Herred - de, der bor nærmest - og hvad de fire Nævninger, som to (af de tilkaldte) følger, (sværger), det skal staa fast.

Kap. 55.

At en (Ombuds)mand ikke maa overlade sit Embede til sine Svende.

IngenMand, der har (Ombudsmands)embede, maa overlade sin Svend at forestaa det, men det skal overlades til en Bonde, der kan forestaa det, og som bor i det (Ombudsmands)omraade og har Penge at stille som Sikkerhed, saa han kan gøre Ret mod dem, han forser sig imod.

Kap. 56.

Hvis en Nævning dør eller drager bort.

Dør en Nævning eller drager paa Pilgrimsfærd eller drager bort fra Syslet eller fra Herredet eller bliver Bryde, da skal hans Fjerdingsmænd udtage en anden og Ombudsmanden tage ham i Ed, saaledes som før er sagt.

Kap. 57.

Hvornaar man skal rejse Ranssag.

Den,som vil rejse Ransag mod en Mand, skal rejse Sagen inden et Aar, efter at Ranet er sket. Rejser han Sag senere, faar han ikke mere end tolv Mænds Ed (af den sagsøgte).

Kap. 58.

Hvis en Mand lovligt sagsøger en anden for Ran.

Hvis en Mand fuidfører sit Søgsmaal mod en anden for Ran, og den sagsøgte ikke vil rette for sig, da fastsættes der en Femt for Sagsøgeren til at modtage sit Gods ved hans Hus og desuden en Bøde paa tre Mark. Men er den sagsøgte overhørig og ikke vil bøde, da skal der tildømmes Sagsøgeren Ret til at tage sit Gods ved Nam, lønligt og ikke aabenlyst, uden for Gaardsledet, dog skal Namtageren sige til en eller flere af Granderne, at han har taget Nam. Men der skal ikke tages Nam uden Tingsdom, for hvis han tager, før han faar Dom for det, da kan han blive enten Ransmand eller Tyv derfor.

Kap. 59.

Hvilke Nævninger der skal træffe Afgørelse om Ran.

Har baade den, der raner, og den, der bliver ranet fra, Jord i det Herred, hvor den, der bliver rejst Ranssag imod, bor, da skal de Nævninger, der er i dette Herred, træffe Afgørelse derom, selv om den, der rejste Ranssagen, bor i et andet Herred, hvad enten Jorden bliver dyrket af Landbo eller Bryde, eller han selv pløjede den efter den sidste Afgrøde.

Kap. 60.

Om Pællesgods og Pant og Gæld.

Med Hensyn til Fællesgods og Pant og Gæld - hvis nogen rejser Sag paa Tinge og paastaar, at han har laant en anden sine Penge eller sin Hest eller andre Ting, hvad det end kan være, eller sat dem i Pant - da er den sagsøgte pligtig til at udlevere saa meget, som han indrømmer, og give tolv Mænds Ed derpaa, men bliver han fældet ved Edsbeviset, skal han udlevere alt det, der er rejst Sag om. Men lader han der gaa Dom i Sagen og sidder den overhørig og ikke udreder inden Lovdagen, da er han pligtig til at udrede tre Mark til Bonden ud over det, der er rejst Sag om, og tre Mark til Kongen, som om han var fældet af Nævninger, og derefter maa der tages Nam, hvis Sagen er lovligt behandlet paa Tinge. Men er der aftalt Edsbevis, og det ikke er sket paa Tinget, da er den ikke lovligt behandlet. Men alt det, en Mand pantsætter paa Tinget, skal han ogsaa løse paa Tinget.

Kap. 61.

Om Borgen.

Hvis en Mand borger for en anden og den, der er gaaet i Borgen, ikke vil betale, da skal han sagsøges lige som for anden Gæld; thi det, som en Mand gaar i Borgen for, det skal han betale, og ingen Mand kan sige sig løs fra Borgen. Dog skal Nævninger ikke træde til og træffe Afgørelse, for det behandles som anden Gæld.

Kap. 62.

Hvis nogen gaar i Borgen for en Mand, som har forbrudt Liv eller Lemmer.

Gaar nogen i Borgen for en Tyv eller en anden Mand, der har forbrudt sit Liv eller sine Lemmer, da skal han overgive ham til Ombudsmanden og ikke til den Mand, han modtog ham af. Men gaar det saaledes, at han slipper bort, enten ved et Uheld eller med Samtykke af ham, der gik i Borgen, da skal denne bøde for alle de Forbrydelser, som den, han gik i Borgen for, begik, og desuden fyrretyve Mark baade til Bonden og til Kongen, fordi han ikke overgav Manden.

Kap. 63.

Hvis den, der har stillet Borgen, vil flygte.

Den Mand, der stiller Borgen, er ikke pligtig at staa nogen Mand til Ansvar for sin Gerning undtagen ham alene, der gik i Borgen for ham. Men vil den, der har stillet Borgen, flygte, og den, der gik i Borgen, opdager det, da skal han meddele det til Ombudsmanden, og han skal tage ham i Forvaring for ham, men selv maa han ikke gribe ham, med-mindre han satte ham i Stok eller lagde ham i Lænker, da han gik i Borgen for ham.

Kap. 64.

Hvem der maa gaa i Borgen.

Lærde Mænd og Klostermænd og Kvinder og de, der ikke har naaet Lovalder, det er atten Vintre, kan ikke gaa i Borgen for Mænd, der skal miste enten Liv eller Lemmer, men Klerke eller Enker kan gaa i Borgen for Penge, hvis den, der skal tage Borgen, ønsker det, for de har eget Gods at betale af. Men Møer eller Børn eller en Mands Hustru eller Klostermænd med Undtagelse af Abbeden kan ikke gaa i Borgen for Penge eller for andet, for ingen, der ikke har eget Gods, kan afhænde noget. Ej heller kan Husbondens Søn, som er i Fællig med sin Fader, gaa i Borgen, selv om han er fuldvoksen.

Kap. 65.

Hvem der kan eller skal sværge.

I en Retssag kan godt en Mand lyse (Sagen) og en anden sværge, og den, som bliver fraranet noget, skal selv sværge, selv om en anden lyser (Sagen), hvis han er sin egen Værge, for han ved bedst selv, hvem der ranede fra ham. Men bliver de, der ikke er deres egen Værge, fraranet noget, da skal deres Værge baade lyse og sværge og foffølge den Sag til Ende som andre. Men rejses der Ranssag mod nogen, der ikke er deres egen Værge, da skal deres Værge ogsaa svare for dem.

Kap. 66.

Hvorledes en Bryde kan sværge om Ran.

En Bryde kan godt sværge i Ranssag om alt det, som hører til den Gaard, som han er Bryde for, men Bonden skal dog overdrage ham at føre den Retssag og lyse paa Tinget, at han er Fællesbryde og ikke (kun) Bestyrer. Men har Bryden selv en Gaard og en Bryde derpaa, da er han Husbonde der og Værge for den, selv om han andetsteds er Bryde, og maa for den Gaard rejse Ranssag, hvis noget bliver ranet fra ham der.

Kap. 67.

Om en Mand, der er fældet efter Loven.

Hvis en Mand bliver fældet med Rangnævninger eller paa nogen anden Maade enten til (at bøde) Kongens Ret eller Bondens Ret, saa at han er pligtig at betale sine tre Mark, da maa hans Gods ikke afhændes - hverken Løsøre eller andet - før han har gjort sin Skyldighed baade over for Bonden og ligeledes over for Kongen, og han maa ikke sagsøge nogen Mand, hvis han kommer i Retstrætte, og ingen maa tage ham til Bryde, medmindre han vil staa til Rette for ham; thi efter at en Mand er fældet eller sagsøgt, maa han ikke flytte sit rørlige Gods og ikke begive sig andetsteds hen.

Kap. 68.

Hvis en Mand tager en fældet Mand til sig.

Optager en Mand i sin Gaard eller i sit Fællig en Mand, der er lovlig fældet eller sagsøgt, da skal den, der sagsøgte ham, rejse Sag mod Bonden, som han er draget hen til, paa et Ting og paa et andet og et tredie. Vil den, der modtog ham, hverken staa til Rette for ham eller sende ham bort med sine Ejendele, da skal Sagsøgeren have Dom paa Tinge til at tage Nam i Gaarden hos den Bonde, som har modtaget ham. Men er han sagsøgt og ikke fældet paa det Tidspunkt, da han kommer under Bondens Beskyttelse, da skal han atter drage bort med sine Ejendele, for han kan ikke med Rette beholde ham og ikke modtage ham, før han har rettet for sig i den Sag, der er rejst imod ham.

Kap. 69.

Hvis en lovfældt Mand har en anden Mands Gods.

Man skal ikke laane en lovfældt Mand sine Trækdyr eller give ham dem i Leje eller overgive ham andre Ejendele, saaledes at han har dem i sin Besiddelse saa længe, at man tror, det er hans egne, selv om det er en anden Mands Gods Og bliver det taget, mens det er i hans Besiddelse, da skal Ejeren rejse Krav mod den, han laante eller gav det i Leje til, og ikke rejse Sag mod den, der tog det.

Kap. 70.

En sagsøgt Mand maa ikke gøre sig ejendomsløs.

Men bliver en Mand sagsøgt, mens han er i en anden Mands Gaard i Brydefællig, og der er Vidner paa, at han blev optaget i Fællig, da maa han ikke tillyse Bonden alt sit Gods og gøre sig ejendomsløs, medmindre det skete, før han blev sagsøgt. Dog har Bonden Ret til, naar de skilles, at give sin Bryde saa meget, han vil, medmindre deres Pællig blev lyst paa Tinget, da maa han ikke give ham mindre, end der er Tingsvidne paa. Men bliver Bondens Bestyrer fældet for Ran eller for anden Sag, da skal Bonden bøde for ham eller udlevere ham med hans Penge, hvis han har nogen; men har han ingen Penge, skal han dog udlevere ham.

Kap. 71.

Hvad der forstaas ved Agerran.

Det er Agerran, hvis en Mand tager en anden Mands Korn, naar denne har pløjet og saaet, uden at der er rejst Indsigelse, og Jorden ikke er blevet fradømt ham ved Tingsdom før Midsommer, selv om den, der tog Kornet, ejede den Ager, som han tog Kornet paa, for hvis nogen pløjer og saar, uden at der rejses Indsigelse, og den, der ejer Jorden, tier, da kan han bevise sin (Ret til) Sæden med tolv Mænds Ed paa, at han fik den Ager med (Ejerens) Tilladelse og Vilje. Brister Edsbeviset for ham, da har han forbrudt Sæden og sit Arbejde. Men siger han, at han saaede af Vaade og ikke med Vilje, da har han Ret til at faa Erstatning for Sæden og har forspildt sit Arbejde. Disse Retssager skal alle føres før Midsommer, men føres de ikke før Midsommer, da skal den skære, der saaede, og give Bonden fuld Skyld af hans Ager. Men om al den Sæd, der er fradømt før Midsommer, som før er sagt, gælder det, at hvis den, der saaede, senere tager den, da kan han blive Ransmand derfor. Ligeledes hvis den, der saaede paa en anden Mands Jord, siger, at Jorden er hans egen, og der rejses Sag før Midsommer, da bør den Sæd opbevares hos en upartisk Mand, og den Part, der vinder Jorden, faar Sæden. Men tager nogen af dem Sæden, før der er ført lovlig Sag om Jorden, og den anden Part vinder Jorden, da er den, der tog Sæden, Ransmand.

Kap. 72.

Om Afpløjning.

For Afpløjning bliver en Mand ikke Ransmand, medmindre han tilegner sig Jordstykket, efter at det ved lovlig Rebning er taget fra ham. Men den, som ompløjer en anden Mands Sæd, har derved altid forbrudt tre Mark til Bonden og tre Mark til Kongen, selv om Jorden er hans, for man skal skaffe sig sin Ret ved Rettergang og ikke tage sig selv til Rette. Saaledes er det ogsaa, hvis en Mand slaar en anden Mands Eng. Men slaar han hele Engen fra den ene Ende til den anden og siger, at det er hans egen, og Jorden senere bliver frakendt ham, da er han Ransmand derfor. Dog skal han baade for Afpløjning, og hvis han beskyldes for, at han har høstet ind over Agerrenen, og for Mhøstning give den, der rejser Sag, tolv Mands Ed paa, at han mente, det var hans eget, og aflevere Kornet eller Høet, der stod paa vedkommen­des Jord, men ikke bøde tillige. Men brister Edsbeviset for ham, skal han aflevere (det afhøstede), og bøde tre Mark til Bonden og det samme til Kongen. Men hvis han ikke vil udlevere Afgrøden, efter at der er givet Edsbevis, men behol­der den mere end tre Lovdage, skal han ogsaa bøde, som det er sagt.

Kap. 73.

Hvis en Mand hugger i en anden Mands Skov.

Drager en Mand hen i en anden Mands Skov, som han 13 ikke selv har Lod i, og fælder (Træer) og læsser paa sin Vogn, og kommer den Mand, der er rette Ejer, til Stede og finder ham ved Stubben, eller før han er kommet ud til Hovedvejen, og tager han de Ting fra den anden, som denne kører med, da er han ikke Ransmand af den Grund. Men kommer Manden ud til Hovedvejen og gør rigtig Rede for, af hvem han har faaet det, da maa den anden ikke standse ham, men skal drage med ham til hans Hus og lade Godset syne med Vidner, og kan han ikke faa ret Hjemmel derfor, skal han sagsøge ham, som Loven er, enten for Ran eller Tyveri. Saaledes er det ogsaa med Hensyn til Korn og Hø.

Kap. 74.

Hvis en Mand kører over en anden Mands Ager eller Eng.

Men vil en Mand køre over en anden Mands Ager eller Eng, hvor der ikke skal være Vej, og jager den, der ejer Ageren, ham bort, og han da efterlader Vogn eller andre Ting, da er den, der hindrede ham i at køre over hans Eng eller Korn, ikke Ransmand af den Grund.

Kap. 75.

Hvis en Mand tilføjer en anden Mand Overlast paa alfar Vej.

Træffer en Mand en anden Mand paa alfar Vej og tilføjer ham Overlast, saaledes at han enten tager hans Trækdyr fra ham eller vælter hans Vogn eller hindre ham, saa han ikke kan drage bort med sine Ejendele, men efterlader dem der, da er den, der ranede fra ham, hvad enten han førte de Ejendele bort eller lod dem ligge tilbage, altid hans Rans­mænd, forsaavidt angaar de Ejendele; men vedkender den anden sig sine Ejendele og tager dem i sin Besiddelse igen ligesom før, da kan han ikke sagsøge ham for Ran med Hen­syn til det, han selv har i sin Besiddelse. Men hvis Rans­manden fører det, han ranede, til sit Hus, hvad enten det er en Hest eller andre Ejendele, han ranede, og drager den, der blev ranet fra, hen og genkender sine Ejendele i hans Gaard med gode Mænds Vidnesbyrd, eller - hvad enten Rans­manden førte dem hjem eller lod dem ligge - Ejermanden finder dem med Vidnesbyrd af gode Mænd, der vidste, at han var blevet dem fraranet, da kan han rejse Sag om Ran.

Kap. 76.

Om Kongens og Biskoppens Mænds Bryder.

Alie Kongens Mænds Bryder skal bøde til deres egen Husbond, hvis de forbryder sig til tre Marks (Bøder) og ikke til Ombudsmanden. Det samme er Tilfældet med Biskop­pens Mænds Bryder.

Kap. 77.

Om Biskopsnævninger.

Der skal være to Biskopsnævninger i hvert Kirkesogn eller to i hver Fjerding, og dem skal Sognemændene udtage, og Ombudsmanden skal tage dem i Ed. De skal ikke være (Nævninger) sammen mere end et Aar. Efter Jul skal de skiftes som andre Nævninger, og de skal kun sværge om Helligbrøde, det vil sige, hvis man slaas paa en Helligdag.

Kap. 78.

Hvis Nævningerne er uenige.

Er Nævningerne i et Kirkesogn uenige, da skal en Nævning fra en anden Fjerding afgøre Sagen, det skal dog altid være den, der bor nærmest. Biskopsnævninger kan ikke forsværge mere end en halv Mark. Men sværger de urigtigt, og bliver de fældet, da skal de bøde til Kongen som andre Nævninger.

Kap. 79.

Hvorledes der skal rejses Sag for Helligbrøde.

Vil Biskoppens Ombudsmand sagsøge en Mand, da skal han rejse Klage paa Tinget over den, han vil sagsøge, og lade ham stævne til et Ting og nævne paa Tinget den, han slog, og den Helligdag, da han blev slaaet, og paa den femte Dag efter Tinget skal Nævninger træffe Mgørelse ved Kirken og ikke paa Tinget. De samme Udsagn, som Sagsøgeren frem-fører paa Tinget, skal han gentage ved Kirken. Den, der sag-søges for Helligbrøde, maa nyde alle de Forfald, som ovenfor er nævnt.

Kap. 80.

At Nævningerne ikke skal gaa fra Kirken uden at sværge.

Nævningerne skal paa den Dag, der bliver fastsat paa Tinget, træffe Afgørelse om den Sag, som de paa Tinget er tilkaldt til, selv om Ombudsmanden og den sagsøgte ikke kommer, for hvis de gaar fra Kirken uden at sværge, da har de forbrudt deres tre Mark. Men har Nævningerne ikke Forfald og ikke kommer til Kirken paa Lovdagen, da fortaber de ogsaa de tre Mark. Men har de lovligt Forfald, da skal de træffe Mgørelse en Femt efter det næste Ting, de kommer til.

Kap. 81.

Mod hvem der kan begaas Helligbrøde.

En Mand kan ikke begaa Helligbrøde mod sin Hustru og sine Børn, som er i Fællig med ham, medmindre han tilføjer dem Saar med Od eller Æg eller sønderslaar deres Lemmer, for han skal revse dem med Stok eller med Vaand, hvis de forser sig, og ikke med Vaaben. Det samme gælder ogsaa om Tjenestetyende. Men mod Husbonden kan Hu­struen nok begaa Helligbrøde. Børn kan paa alle Tider af Aaret begaa Helligbrøde mod deres Forældre. Saaledes ogsaa Søskende mod hinanden, hvis de er udskilt af Fælliget. Tier begge Parter, som begik Helligbrøde, og er forligte, kan Ombudsmanden dog rejse Sag mod den, han vil.

Kap. 82.

Paa hvilke Tider der kan begaas Helligbrøde.

Fra den Lørdag Aften, da Advent begynder, og til ottende Dag efter Helligtrekonger, til Solen er gaaet ned. Den, der slaas i den Tid, han øver Helligbrøde. Saaledes er det ogsaa (i Tiden), fra de ni Ugers Faste begynder, og til første Søndag efter Paaske og hele Pinseugen og alle de Dage, da Præsten byder at holde Helg, fra om Aftenen, naar Solen gaar ned, og til næste Dag om Mtenen, naar Solen er gaaet ned. Men for Helligdagsarbejde kan man ikke sagsøges, undtagen for (Arbejde paa) de Dage, da Præsten paabyder Helg. Det er ogsaa (Tiden) mellem to Solnedgange. I en saadan Sag skal man værge sig med tolv Mænds Ed og ikke med Nævninger.

Kap. 83.

Den Dag, da der øves Helligbrøde, skal nævnes.

Naar en Mand sagsøges for Helligbrøde, skal man nævne den Dag, da han forbrød sig, og hvorledes han forbrød sig, og den Udtalelse, han fremsætter paa Tinge, den skal han staa ved.

Kap. 84.

Hvis Ombudsmanden nævner den Dag, da der er øvet Helligbrøde.

Nævner Ombudsmanden den Dag, angaaende hvilken han sagsøger Manden, da kan der ikke senere rejses Sag for, hvad han har forbrudt forud for den Dag, der blev nævnt. Ingen Helligbrødesag maa staa hen i mere end et Aar.

Kap. 85.

At der for een Sag kan bødes flere Tremarksbøder.

Hugger en Mand en anden i Kirken eller paa Kirkegaarden paa en Helligdag, da bødes der særligt for Kirke og Kirkegaard og særligt for Helligbrøde og ligeledes for Blodsudgydelse. Men hugger han en præsteviet Mand eller en Munk, da bøder han lige saa meget mere.

Kap. 86.

Om Tyveri.

Hvis en Mand rejser Tyverisag mod en anden Mand og griber ham med noget (af det stjaalne) i Hænde, skal han binde det paa hans Ryg og føre ham til Tinget og over­give ham til Kongens Ombudsmand, og Ombudsmanden skal have Tingsdom for, hvad Tyven har forbrudt ved et saadant Tyveri.

Kap. 87.

Hvad en Tyv kan hænges for.

Har han stjaalet Koster til en Værdi af en halv Marks Værdi eller mere, da kan Ombudsmanden hænge ham uden Dom og gør ingen Synd derved, fordi hans Gerning har dømt ham, og han hænger ham for Rettens og Kongens Magts Skyld og ikke af Hævn. Men Bonden maa ikke selv hænge sin Tyv, fordi han gør det af Hævn. Selv om der er handlet ilde imod ham, maa han ikke selv tage sig til Rette.

Kap. 88.

Hvis Ombudsmanden ikke vil tage mod Tyven af Bonden.

Hvis Ombudsmanden - eller hans Stedfortræder - ikke vil tage mod Tyven, da har han forbrudt sit Embede, fordi han gør Bonden retsløs, og skal bøde fyrretyve Mark til Kongen og ligesaa til Tyvens Frænder. Men kommer Tyven senere løs, da skal Bonden, der bandt ham, dog være sagesløs.

Kap. 89.

Hvis en Tyv stjæler mindre end en halv Mark.

Uansethvad en Tyv stjæler af mindre Værdi end en halv Mark> skal han dog, hvis han bliver grebet med det og ført til Tinget, have Tyvsmærke og give Kongen tre Mark og Bonden det stjaalne og det dobbelte Beløb. Men kommer Tyven til Tinget bundet med Tyvekosterne - hvor ringe Tyveriet end er - og han i Forvejen har Tyvsmærke, da kan han hænges, og Bonden kan tage det stjaalne og det dobbelte Beløb, som det er sagt, og Kongen hele hans Hoved-lod.

Kap. 90.

Bonden maa ikke lade en Tyv løbe uden Tingsdom.

Tager en Mand en Tyv eller en anden Mand og binder ham og ikke fører ham til Tinget, men slipper ham fri forinden, da skal han bøde fyrretyve Mark til ham og lige saa meget til Kongen. Dog maa Ombudsmanden ikke sag-søge ham, (der har været bundet), medmindre Bonden først rejser Klage over, at han selv har været udsat for Tyveri. Men hvis en Tyv - efter at han er fanget og bundet med Tyvekosterne med gode Mænds Vidnesbyrd - slipper ud og bliver løs, enten fra Bondens Hus eller paa Vejen til Tinget eller paa Tinget, uden Tingsdom, da kan man gribe ham, hvor man finder ham, og gøre ham hans Ret. Dog hvis han slipper løs, saa at han frit kan drage omkring, og han kommer ubunden til Tinget, da kan man ikke gribe ham paa Tinget for den Sag, han beskyldes for; men man skal rejse Sag mod ham paa Tinget og sagsøge ham efter Landets Lov, thi hvilken Sag man end rejser mod en Mand, har han dog Ret til at have Fred til og fra Tinget, medmindre han selv tilstaar Tyveriet paa Tinget.

Kap. 91.

Hvis Ombudsmanden slipper Tyven løs.

Tager Ombudsmanden mod en bunden Tyv paa Tinget af Bonden og senere slipper ham løs uden Tyvsmærke, da kan han ikke rejse Klage mod Bonden, der bandt ham.

Kap. 92.

Hvis man tager en Tyv med noget (af det stjaalne) i Hænde.

Griber man en Tyv med noget (af det stjaalne) i Hænde, og han ikke kan henvise til, hvor han har faaet det, da kan han bindes, men henviser han til nogen, og Henvisningen eller Hjemmelen glipper, da gælder det samme. Men man kan ikke henvise videre end til den tredie Mand. Tredieman­den skal altid udlevere de Koster, som han vedgaar. Han skal dog have sin Garant ved Udleveringen af de Koster, med Hen­syn til hvilke der er blevet henvist til ham, og skal ikke bøde derfor, men have tabt Købesummen. Men har han Vidner paa, at han købte det paa Torvet, da skal han dog give Eds­bevis paa, at han ikke er Tyv og ikke Tyvs Medvider og ikke kender sin Sælger levende eller død, og have tabt Købesum­men. Garant er Vidne, og Vidnesbyrd fritager for Bast og Baand og Kongens Ret.

Kap. 93.

Hvad man skal have Garant til.

Til tilskaaret Klæde og færdigt Redskab og til Vaaben, til Hest eller Hornkvæg og til andre Husdyr og til alt det, der er særlig mærket, skal man have Garant. Garanten er det Vidne, som var til Stede, da Købet afgiordes. Det maa ikke være færre end to Mænd.

Kap. 94.

Om Baand.

En mand maa ikke binde en anden Mand, medmindre han griber ham med noget (af det stjaalne) i Hænde, eller han griber ham ved Nattetid i sit Hus, og der er sikre Tegn paa, at han vilde stjæle Bondens Ejendele.

Kap. 95.

Hvorledes man skal søge efter sine stjaalne Ejendele.

Mister en Mand sine Ejendele, da skal han følge efter til den By, hvor han mener, at hans Ejendele er kommet hen, og lyse for alle Granderne efter det, han har mistet. Ind­rømmer nogen Mand, (at han har) de Ejendele, og siger, af hvem han har faaet dem, da er han fritaget for Tyvsnavn, hvis den, han fik dem af, tilstaar. Men hvis en vejfarende Mand, som han ikke kendte, lagde eller efterlod de Ejendele i hans Hus eller overgav ham dem til Opbevaring, da er han pligtig at bevise med tolv Mænds Ed, at han ikke er Tyv og ikke Tyvs Medvider og aldrig har lagt Skjul paa, (at han havde) de Ejendele. Dog er den, der har Godset i Hænde, pligtig at være Borgen for de Ejendele til det næste Ting, og paa det Ting udtages paalidelige Tinghøringer til at paase, at den, der har Ejendelene i Hænde, overgiver dem, og Sag­søgeren modtager dem, for da kan den, der lagde Ejendelene ind til Opbevaring, ikke rejse Sag imod ham. Men kommer den, der lagde Ejendelene ind til Opbevaring, senere og rejser Krav om dem, da skal de samme Tinghøringer, som tog dem ud, sørge for, at de bliver tilbageleveret, og Parterne skal der­efter forfølge Sagen som ret er.

Kap. 96.

Hvis ingen i Byen indrømmer, (at han har) de Ejendele.

Nægter alle, der bor i Byen, (at de har) de Ejendele, som 30 man lyser efter, da kan han forlange at foretage Ransagning over hele Byen, og de kan ikke nægte ham det; men en enkelt eller to Mænds Gaarde maa en Mand ikke ransage, medmindre han stiller sine tre Mark i Sikkerhed for det Tilfælde, at han ikke finder Tyvekosterne derinde. Men naar man tillader, at der ransages over hele Byen, da skal Ombuds­manden overvære det, hvis han er til Stede. Er han ikke til Stede, da kan Bønderne selv ransage og begynde, hvor i Byen de vil, og hvor de end finder Kosterne, som den bestjaalne har efterlyst, da kan vedkommende, hvis de findes under Husbondens eller Hustruens Laas, ikke senere give en anden Skylden derfor, fordi de tidligere har nægtet, og da er han Tyv med Hensyn til de Koster og har dermed forbrudt sin Hals - hvis Tyveriet er saa stort - og sit Gods, det vil sige sin Hovedlod i Løsøre Men Børnene eller Hustruen mister ikke deres Hovedlod, medmindre det stjaalne findes under deres Laas og Lukke, eller Børnene er saa forhærdede, at de kan gemme og skjule.

Kap. 97.

Hvis noget bliver fundet under Bondens Laas.

Hvis den Mand, der ransager, finder sine Ejendele i Bondens Lade eller Stuehus eller i andre Huse, som der ikke er Laas for, da har Bonden Ret til at føre Bevis for, at han ikke er Tyven og ikke Tyvs Medvider, men at det er bragt til ham af Avind, og han skal da være sagesløs, hvis han ikke bliver fældet ved Edsbeviset. Dog kan Sag­søgeren afgøre, om han hellere vil have tolv Mands Ed eller forfølge Sagen med Nævninger. Men bliver han fældet ved Edsbeviset, da er han Tyv i den Sag.

Kap. 98.

(Hvornaar) mange skal bindes for en Sag.

Saa mange, som bliver paagrebet, naar der finder Tyveri Sted i et Hus, skal alle anses for Tyve, og de har alle forbrudt deres Løsøre. Men for de Ejendele, der bliver fundet i et Hus, maa ingen bindes uden Husbonden alene, fordi han er Værge for Huset, medmindre det sker, at man finder noget under hans Indsidders eller Indsidderkones Laas eller Lukke saasom i deres Kiste eller deres Bod.

Kap. 99.

Hvis noget bliver fundet i Bondens Søns Besiddelse.

Finder man noget i Bondens Søns Kiste, som han selv har Nøgle til, eller i hans Kammer, som han har særligt Lukke for, da er han ogsaa Tyv for sin Gerning, og det gælder hans Hals, hvis han bliver fældet eller taget med (det stjaalne) i Hænde. Da skal Sønnens Hovedlod opgøres for at betale Bonden hans Ret og Kongen hans Ret.

Kap. 100.

Hvor meget man kan forbryde ved Tyveri.

Husbonden eller Hustruen eller enhver anden i Pælliget kan ikke ved Tyveri forbryde mere end sin egen Hals og sin egen Hovedlod, medmindre en stjæler, og en anden vidende derom skjuler det, eller hvis flere bliver grebet i den Gerning. Ingen kan overhovedet ved Tyveri forbryde mere end sin egen Hovedlod. Men bliver Husbotiden sagsøgt, enten til fyrretyve Mark eller til tre Mark, og er hans Hovedlod ikke saa stor, da skal alle de, der er i Fællig med ham, udrede. Men hvilken som helst anden i Fælliget, der bliver fældet, skal udrede sin Hovedlod og ikke mere.

Kap. 101.

Om Nam.

Hvis en Mand sagsøger en anden til Nam og tager Nam hos ham een Gang, da maa han aldrig mere tage Nam for den Sag, selv om han har taget mindre, end der tilkommer ham, eller for nogen Sag, som vedkommende tidligere var fældet for, fordi den sidste (Sag) ophæver alle tidligere, hvis der bliver taget Nam.

Kap. 102.

Hvem der maa gaa i Borgen.

Hvis en Mand rejser Tyverisag mod en anden Mand, som selv har Jord, da kan denne gaa i Borgen for sig selv, men hvis der rejses Tyverisag mod en Landbo, da skal den, der ejer Jorden, gaa i Borgen for ham og ligesaa Bonden for Bryden. Men hvis der rejses Tyverisag mod en Tjenestekari, da skal hans Husbond gaa i Borgen for ham, hvis han vil; men vil han ikke, da skal han skaffe sig en anden, hvor han kan, Men kan han ikke faa nogen til at gaa i Borgen for sig, da kan Ombudsmanden tage ham i Forvaring, indtil han kan komme for Retten. Det samme gælder ogsaa med Hensyn til Indsidder og Indsidderkone.

Kap. 103.

Hvis en Landbo bliver Tyv.

Hvis en Bondes Landbo bliver fældet for Tyveri eller grebet med (det stjaalne) i Hænde, da skal Bonden, der rejste Sag mod ham, først udtage sin Ret, det er det fulde Beløb og det dobbelte deraf, og Ombudsmanden alle hans levende Kreaturer, der kan gaa over Dørtærskelen, og Husbonden skal have Jordejerdelen. Det, som ikke selv kan gaa ud af Døren, udgør Jordejerdelen. Men er der ikke andet en Jordejerdelen, da skiftes den i to lige store Dele mellem Ombudsmanden og Husbonden, naar Sagsøgeren har faaet sin Ret. Men findes der noget levende Kreatur, selv om det kun er et Faar eller et Svin, kan Ombudsmanden ikke faa mere som sin Ret.

Kap. 104.

Hvis en Mand vil tilbagesøge sine Ejendele, (som han finder) i en anden Mands Besiddelse.

Hvis en Mand genkender sin Hest eller sin Okse i en anden Mands Besiddelse og paastaar, at det er hans, og den, der har Dyret i sin Besiddelse, nægter og paastaar, at det er hans, og siger, at det er hjemmefødt hos ham, da skal han bevise med tolv Mænds Ed og to Granders Vidnes­byrd, at det er hjemmefødt hos ham. Men siger han, at han købte det, da skal han skaffe sin Sælger til Stede, det vil sige den, han købte af, og han skal hjemle ham det. Men har han ingen Hjemmel til det, og den, der rejser Krav om det, siger, at det er hjemmefødt hos ham, da skal han paavise Ejendomsmærke som Bevis for, at det er hjemmefødt hos ham. Vidnesbyrd om, at et Dyr er hjemmefødt, er tolv Mænds Ed og to Nævningers Vidnesbyrd.

Kap. 105.

Hvis en Mand finder en anden paa sin Hest.

Tager en Tyv en anden Mands Hest, enten inde ved Stalden I eller paa Marken, og Bonden straks savner sin Hest eller bliver opmærksom derpaa og straks følger efter Tyven, da maa han gribe ham, uanset hvor han indhenter ham. Men gaar der nogen Tid efter Tyveriet, enten to Dage eller mere, og han da finder Tyven paa sin Hest, og vedkommende til­byder ham Hjemmel enten i en By eller i to andre længere fremme, da skal Bonden følge ham til den By, som han forlanger, for der at faa Borgen eller Hjemmel. Men opnaar han ikke at faa Borgen eller Hjemmel, da kan Bonden tage Tyven i Forvaring.

Kap. 106.

Hvorledes man skal gaa frem i en Sag, der hviler paa Mistanke.

Ved en Mand, hvem Tyven er, og dog ikke kan faa sine Ejendele at se, da skal han rejse Sag mod den Mand, som han formoder er skyldig i den Sag, og lade ham stævne til Tinget, saaledes som det tidligere er sagt om Ranssag, og paa det andet Ting skal han aflægge Ed paa, at vedkommende er skyldig i Sagen til saa stort Beløb, som han tør give sin Ed paa. Paa det tredie Ting skal Nævningerne da træde til og enten sværge. ham sagesløs med Hensyn til de Koster eller til Tyv.

Kap. 107.

Hvis en Mand bliver svoret til Tyv.

Men bliver han svoret til Tyv, da skal han først udlevere saa meget, som Sagsøgeren fældede ham for, og des­uden det dobbelte og tre Mark til Kongen, medmindre han tilstaar Tyveriet paa Tinget, eller (det stjaalne) bliver fundet i hans Besiddelse, da skal han behandles som andre Tyve, og Kongen tager hans Hovedlod. Men trodser han, efter at der er svoret, og vil ikke opfylde, da skal Sagsøgeren med Vidner fra sit Herredsting drage til Landstinget og der bevidne, at den Mand var sagsøgt saaledes og ikke vil staa til Rette, endskønt han tre Lovdage var blevet paamindet i sin Gaard. Da skal der fastsættes et Landsting for ham. Kommer han da ikke og tager til Genmæle og staar til Rette for Sagsøgeren, da forbrydes hans Hals, som om han var taget med det stjaalne.

Kap. 108.

Hvis en Mand kalder en anden Mand Tyv paa Tinget i alles Paahør.

Men kalder en Mand en anden Mand Tyv paa Tinget i alles Paahør og ikke forfølger Sagen mod ham efter Loven, skal han bøde tre Mark til ham, han kaldte Tyv, og tre Mark til Kongen.

Kap. 109.

Hvis Tyven er syg eller ikke er hjemme.

Hvis den, der sagsøges for Tyveri, er syg, saaledes at han ikke kan komme til Tinget, da skal man vente, til han bliver rask. Men er han draget paa Pilgrimsfærd, da skal man vente, indtil han kommer hjem. Er han inden for Riget, men dog uden for Landet, da fastsættes der en Maaneds Frist for ham. Alle de Forfald, som før er nævnt, gælder ogsaa her, hvis han ikke var hjemme, da der blev rejst Sag imod ham. Men hørte han, at der blev rejst Sag imod ham, og derefter flygtede, da hjælper intet Forfald ham, med­mindre Kongen har ladet ham kalde.

Kap. 110.

Hvis der ransages i et Hus, og Bonden ikke er hjemme.

Hvis man ransager i Bondens Hus, og han ikke selv er hjemme, og de stjaalne Ting findes derinde, da maa man ikke binde Hustruen eller føre hende bort ubunden, men Granderne skal gaa i Borgen for de Ting og staa inde for dem, indtil Bonden kommer hjem, at de ikke føres bort og ikke skjules. Men naar Bonden kommer hjem, da skal den, der tog Borgen for Tingene, rejse Sag, saaledes som før er sagt. Det afhænger helt af Bondens Svar, hvorledes han skal forfølge Sagen.

Kap. 111.

Om Hittegods.

Hvis en Mand finder noget og ikke siger til og ikke lyser ved Kirke eller paa Tinge, at han har fundet saadanne Ting, da kan han blive Tyv derfor, som om han havde stjaalet det. Den, der finder noget, skal sige, hvad han fandt; men den, der har tabt det og lyser efter det, skal meddele Farve og Kendetegn og Mærke.

Kap. 112.

Hvis en Mand finder Sølv eller Guld.

Finder en Mand Sølv eller Guld enten i Høje eller efter sin Plov eller paa nogen anden Maade, da skal Kongen have det. Men nægter han, at han fandt det, skal han værge sig med Frændeed,

Kap. 113.

Hvis en Mand giver en anden noget i Forvaring.

Giver en Mand en anden noget i Forvaring eller Pant, og der opstaar Ild i Huset, og det brænder sammen med Bondens andre Ejendele, da skal denne være sagesløs, hvis der er Vidner paa, at Bonden mistede sine Ejendele sammen med hans. Men vil han ikke nøjes med det Vidnesbyrd, da skal Bonden bevise med Kønsnævn, at han ikke led Skade ved hans Skyld. Men er han Købstadmand, skal han værge sig med Nævn (udtaget af) det fornemste Gilde. Svigter Edsbeviset, skal han udlevere Ejendelene og bøde tre Mark ii Bonden og tre Mark til Kongen. Men er hans egne Ting ikke blevet borte sammen med den andens, da skal han erstatte i Forhold til det, der blev overgivet ham, og ikke forsvare sig med Edsbevis. Men Laan eller Gods, der er modtaget efter Vurdering, kan ikke gaa tabt.

Kap. 114.

Hvis en Mand stjæler i Leding.

Bliver en Mand i Leding beskyldt for Tyveri af Styrismanden eller af en af Skibsmandskabet, og gribes han ikke med noget (af det stjaalne) i Hænde, da skal han værge sig med de to Mænd, der er ham nærmest paa Toften paa den Side, hvor han er, og seks andre af Mandskabet, som han kan faa til det. Men er der ikke saa mange Mænd, skal han værge sig med dem, der er, undtagen de Mænd, der sigter ham. Fælder de ham til en Værdi af en halv Mark eller mere, da skal man gaa frem mod ham som mod andre Tyve, og han har baade forbrudt de Ejendele, der er der, og sin Hovedlod hjemme. Men kommer han hjem usigtet eller lover Edsbevis i Leding og ikke giver det, før han kommer hjem, da maa han værge sig med tolv Mænds Ed.   

Fortsæt TIL Tredie Bog